Carl Heinrich Graun

Carl Heinrich Graun (født 7. maj 1701 i Wahrenbrück, død 8. august 1759 i Berlin) var en tysk komponist og sanger. Graun besøgte ''Kreuzschule'' i Dresden, hvor de italienske operaopførelser fik indflydelse på ham; efter stemmens overgang kom han som tenorsanger til operaen i Braunschweig. Her vågnede Grauns kompositionstrang, og han svang sig op til vicekapelmester.

Efter at kronprins, senere kong Frederik II af Preussen, havde lært Graun at kende, fik denne af den braunschweigske hertug tilladelse til at følge den unge musikelskende prins, hvis interesse for Graun siden hen holdt sig uformindsket. Foreløbig måtte Graun komponere instrumentalmusik til prinsens koncerter; men da han besteg Preussens trone, udnævnte han Graun til kapelmester i Berlin (1740) og sendte ham til Italien for at skaffe sangere til en italiensk opera.

I Italien opholdt Graun sig omtrent et år og gjorde også her megen lykke som sanger. Efter sin hjemkomst blev Graun leder af Berlin-operaen og komponerede for den en række operaer (til dels i samarbejde med Frederik den Store), der skaffede ham et meget kendt og anset navn, men som nu alle er glemte.

For efterverdenen stod Grauns navn derimod endnu omtrent et århundrede i en vis glans som komponist af kirkeværkerne: ''Te Deum'' og navnlig passionskantaten ''Der Tod Jesu'' fra 1755; endnu 1855 fejredes denne sidste kantates hundredårsdag med stor festlighed; den blev i perioden 1807-84 opført næsten årlig af Berliner Singakademie. Nu høres dette værk, der er holdt i den moderne følelsesfulde italieniserede stil, kun sjældent.

Grauns og Reinhard Keisers kantater var på programmet ved københavnske interessentskabskoncerter i 1740'erne. Fra Wikipedia